Glæden ved kaffe

De fleste voksne elsker kaffe. De fleste børn hader kaffe. For mange mennesker kræver det tilvænning. For mit vedkommende var det i hvert fald omvendt. Jeg voksede op med det. Som barn nægtede mine forældre at give mig det, men alligevel kunne jeg ikke lade værre. For mig var det spændende. En slags drengestreg, kunne man kalde det. Kaffe var som det lækre røde æble på kundskabens træ. Mine drengestreger udviklede sig som en nydelse til drikken. De ristede bønners behagelige duft fra nylavet kaffe, erstattede det tidligere adrenalinkick. Oplevelsen blev som et rus, hvor man mærkede den stimulerende tilfredsstillelse i hjernen, men samtidig den øgede fokusering og uro i kroppen, som skabte glæde og energi. En kop blev til en anden, og pludselig blev kaffen ens daglige fix.

Måske var det præcis, hvad mine forældre ikke ønskede – en urolig dreng med et afhængighedsproblem.  

Oftest forbindes kaffedrikning som noget utrolig modent og bliver oftest betegnet som en voksendrik. Den sorte drik havde dog ikke den virkning på mig – tværtimod. En dreng med krudt i røven, var hvad jeg blev til. Jeg fløj rundt, mine øjne kørte i pendulfart og jeg havde aldrig to ben i jorden. Måske er det hvad der gjorde mig til en eliteløber?

Oftest er det forbudte det attraktive. Længslen af at søge grænser er en stor del af menneskets lyster. I biblen søger Adam og Eva deres grænser ved at spise den forbudte frugt. Generelt for de forbudte ting er, at de skaber konsekvenser, som oftest ender ud i et afhængighedsproblem. Adam og Eva blev udvist for paradis. For stofmisbrugere skaber det et sundhedsproblem, samt afhængighedsproblem. For mig skabte min forbudte lyst til kaffe en afhængighed. I visse religiøse overbevisninger afgør fristelsen og afhængigheden af rusmidler og vanedannede produkter om hvorvidt man er et godt menneske. Det undrer mig derfor om min kaffedrikning, udgør en trussel for guds syn på mig. Kan min afhængighed for noget så harmløst som kaffe, udgøre en reel betydning for om jeg er et dårligt menneske? Forhåbentlig ikke.

Trods biblens tro og andres påstande om sundhedsskadelige faktorer, vil jeg stadig drikke kaffe, af den simple grund jeg elsker det. Jeg elsker kaffe på alle måder. Nogle gange sort som blæk. Andre gange cremet som en sovs. Sjældnere gange sød som en slik.

Kaffe har oftest en plads i ens identitet. Ens kaffe valg er med til at udgøre den personlighed man har. Vi drikker oftest den kaffe, som vi tror, at vores omgivelser forventer vi drikker. Kaffen kan altså sidestilles med betydningen af ens tøjvalg. Folk vælger deres kaffevalg på lige fod med mode og rygning. En gang i mellem tager jeg mig selv i direkte at stirre på folk inden på cafeer. Mest for at observere, hvilken underlig kaffetrend der er kørende for tiden. Mænd drikker tit et stærkt dobbelt espresso shot, mens piger får deres blid og tynd fyldt til randen med alt mulig sukkersødt dingel dangel. Det sjove ved at observere menneskerne er, at man tit tager jeg folk på fersk gerning i at rynke på næsen, i den selv samme bevægelse, som når ens forældre tvinger en til at spise deres ulækre mad. Det sætter et smil på læben, og jeg griner inden i mig selv. Men samtidig med jeg finder det komisk, er der en irritabel tankegang, der bider sig fast i hjernen på mig. Hvad er behovet for at lære at drikke det? Jeg spekulerer over hvad det er der får dem til det. Mange har den romantiserende forestilling, at kaffe er et middel mod voksenlivet. Det er det ikke! Som Georg Brandes sagde, er det vigtigt at sætte problemer under debat. Problemet ligger ikke i, at man ikke bryder sig om kaffe. Problemet er identitetskrisen som ligger bag folks behov for kaffe. Det bryder jeg mig ikke om. Kaffe er for mig en kærlighed til en af livets goder, og skal altså ikke drikkes efter andres forventninger. Hvorfor føler folk det er en nødvendighed at ”lære” at drikke kaffe. Dog skal det ikke forstås jeg går rundt og leger kaffepolitimand, fordi for mig skal kaffe drikkes af kærlighed til bønnen. Det er glæden ved kaffen.