Tårnby Gymnasium

Det er maj måned, solens stråler kigger frem fra et par skyer og tre år med lektier, eksamener og minder om fester, venskab og kærlighed lakker mod ende for landets elever i 3.G. Livet ligger for deres fødder, men det kan være lettere sagt end gjort at beslutte, hvad man skal?

Det må være underligt for dem, at tænke på deres lange skolegang nu er slut og de nu skal til at reflektere over videreuddannelse.

D. 18. august 2014, var min første skoledag, på Tårnby Gymnasium. Det var den dag, hvor et helt nyt kapitel skulle til at begynde. Ny sted, nye venner og ny viden. Jeg kunne selvfølgelig ikke sove aftenen inden. Sommerfuglene fløj rundt inde i maven på mig, som en hvirvelstrøm. Det var for meget for mit lille hoved, at skulle kapere en ny start, et helt nyt sted, med helt nye indtryk oh ikke mindst nye vaner. Det var bare en helt anden verden, det at starte på gymnasiet.

Da jeg skulle af sted næste morgen, røg musikken hurtigt ind i mine ører, da det hjælper lidt på nervøsiteten. Jeg følte mig egentlig meget klar, til min første dag på gymnasiet, jeg havde min trofaste læderjakke på, en ny taske, og ellers prøvede jeg bare, at overbevise mig selv om, at sommerfuglene i min mave var glæde og ikke nervøsitet. Men det var nervøse sommerfugle. Og det blev kun værre, jo tættere jeg nærmede mig gymnasiet. Jeg kan huske, at jeg sad i bussen og nærmest panisk tog en lille tår koldt vand hele tiden. Det var egentlig ikke for jeg specielt tørstig, tror bare det var for at dulme min nervøsitet.

Da jeg ankom til gymnasiet gik jeg ind og satte mig i festsalen, sammen med alle de andre nye 1.g’er. Der var nogle bekendte ansigter hist og her. Jeg elsker at møde nye mennesker, og på trods af min nervøsitet var jeg samtidig spændt på at finde ud af, hvilke typer jeg ville lære at kende. Jeg var utrolig spændt på, at møde min kommende klasse, da det jo er dem, som jeg skulle tilbringe de næste 3 år med. Imens man sad og ventede fløj der tusind tanker rundt i hovedet på mig. Ville jeg kunne være mig selv? Hvad skulle jeg fortælle om mig selv, hvad skulle jeg ikke fortælle, hvordan skulle jeg smile, eller skulle jeg ikke smile så meget? Ville jeg nu få det gennemsnit, som der er brug for, for at komme ind på min videreuddannelse? Hvor høje var kravene og var der store forventninger? Ville jeg nogensinde kunne bestå gymnasiet med en nogenlunde gennemsnit?

Jeg slutter 2.g her om 14 dages tid. Så om 1 år står jeg med den røde hue og fejrer, at 3 helt fantastiske år nu er gået. Det er lidt med blandede følelser. På den ene side glæder jeg mig til, at jeg er færdige med gymnasiet, og står der med huen og skråler på en vogn, blandt de mennesker, som betyder aller mest for mig. Jeg tror det bliver utrolig svært, det med, at man ikke længere er i de faste rammer at man ikke længere et i det faste flow i klassen. Det med at du ikke har en lærer, som fortæller dig præcist hvad du skal gøre og hvornår du skal gøre det.

Tårnby gymnasium er som en ekstra familie for mig. Et hjem væk fra hjemmet og den støtte som vi giver hinanden fremstår helt unik for TG og den har betydet utrolig meget for mig og hjulpet mig igennem de første 2 år af gymnasiet.

Der er blevet udgivet en del artikler om, hvor stort et pres der ligger på gymnasieeleverne og kravene til os er konstant stigende. Der er flere gymnasiestuderende, der må søge psykologhjælp. Men alligevel, så bliver vi gang på gang mindet om af de voksne, at vi skal huske at slappe af, for vi skulle jo nødig gå ned med stress. Men hvordan skal man slappe af når adgangskvotienterne på universiteterne stiger for hvert år? Dette pres som vi har fået lagt på vores skuldre har fået mange gymnasieelever til at bukke under for stress grundet de høje forventninger. Jeg har selvkendskab til dette, da jeg selv har været nede med stress og flere for min klasse er gået ned med depressioner.

Jeg vil på den anden side sige, at TG har været en fantastisk og virkelig gjort alt for, at mindske alle afleveringer og lektier, så vi ikke endte ud i stress.  

Jeg vil gerne give noget tilbage til samfundet, fordi det har givet mig den her mulighed for at kunne blomstre og være i stand til at udfordre og forstå samfundet.  Det vil være underligt at sige ’at jeg ville gøre en forskel’, men jeg vil gerne gøre noget for dig og for mig selv. Få en bekræftelse i, at vi sagtens kan gøre noget sammen. Vi er individuelle personer, men vi kan sammen komme fremad. Mit ønske er at blive folkeskolelærer, da jeg gerne vil udvikle og forme børn helt fra starten af, så de kan få en god uddannelse videre ud i fremtiden.

En vigtig begivenhed

Taget i betragtning på den dag jeg skulle til at møde, var vejret godt. Min mor og jeg satte os ind i den gamle slidte Suzuki Ignes. Solen skinnede gennem de beskidte ruder og varmede mit ansigt og mine ben. Vi var på vej til Dragør, for at besøge min mormor. Et par år forinden fik hun konstateret Alzheimers. En frygteligt og uretfærdig sygdom. Min mor besøgte hende ugentligt. Inderst inde vidste jeg godt, at der ikke ville gå lang tid før hun sov ind. Jeg havde ikke set hende i flere uger. Jeg glædede mig ikke just. Det skær i hjertet når ens elskede mormor ikke kan genkende en.
Vi ankom formiddag på en lille institution, ikke langt fra Den Gamle By i Dragør. >>Det er et hyggeligt sted<<, tænker jeg for mig selv. Jeg havde været der før, men noget føltes som om det skulle være sidste gang. Jeg indåndede den friske luft, så omkring mig og absorberede alle indtryk. Min mor tog mig i hånden og gav den et lille klem. Ved indgangen mødte vi min mors søster og hendes mand, og min mors bror. Vi gav hinanden et kram - et længe, sorgfuldt kram. Vi gik ind.

Jeg så ned på mine fødder hele turen hen til min mormors værelse. Når min mor prøvede at få en dialog med mig, pillede jeg den fra hinanden med kortfattede besvarelser. Hun gav op. Vi trådte ind på stuen og der lå hun. Hvis jeg skal være ærlig, lignede hun allerede en der var død. Hun havde ikke meget hår tilbage, hun var udsultet og det eneste hun kunne formå at bevæge var hendes øjne. Det var skræmmende. Det var ikke fair. Hverken for os eller hende.

Til at starte med holdt jeg mig væk. Jeg var nødt til at gøre mig selv beredt. Jeg er ikke sikker på hvad jeg prøvede at gøre mig beredt på.

Jeg fik taget mig sammen. Jeg satte mig på en stol ved siden af hende. Jeg så med våde øjne på hende. Jeg tog hendes slappe hånd i min - i tvivl om hun faktisk kunne mærke min berøring. Her sad jeg i timer. Nægtede at slippe hendes hånd for at hilse på hendes varetagere på institutionen og tage i mod alle de kager min moster altid tager med til en hver begivenhed. Som timerne gik blev jeg underligt nok mere rolig. Jeg snakkede stille og roligt om hverdags ting, med min mor. Dagen føltes alligevel god på det tidpunkt, lige indtil min mormor begyndte at bevæge uroligt på sig. Hendes åndedræt blev tunge. Jeg kunne se at hun led. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, men min hånd forblev fastlåst i hendes. Der gik ikke længe før hun tog sit sidste åndedræt. Dette var til gengæld noget af det mest fredsommelige jeg nogensinde har sit. Jeg husker at jeg anede et lille træk i hendes mundvige. En tåre ramte min kind, men jeg var glad. Ikke glad fordi hun var væk, men glad fordi hun endelig kunne få fred.

Hvorfor er døden så uretfærdig? Hvorfor får den selv de bedste mennesker til at lide? Det er spørgsmål, som aldrig kan blive besvaret og forklaret. Jeg vil aldrig forstå det. Sådan tror jeg mange har det. Vi er bare nødt til at omfavne denne følelse af tab og prøve at kæmpe videre.

En vigtig begivenhed - By Bjørnen

Lyden af de larmende kirkeklokker trængte ind i mit lille hoved, hvor de blev hængende. Vinden rev fat i de lange fletninger, som min mor havde lavet så grundigt et par timer forinden. Solstålerne ramte mine øjne, så jeg blev nødt til at dække dem med mine hænder. Lyden af de enorme og rungende klokker var stadig det eneste jeg kunne høre. Sorte, mørke og store skikkelser i forskellige former gik frem og tilbage foran mig hele tiden. De fleste af dem havde deres hoved hængene mellem skuldrene. De græd. Det var det jeg kunne høre. Deres gråd lød som vinden der sneg sig ind ad en bilrude. Der lød nærmest som skrig. Det var første gang i mit liv jeg så de store skikkelser græde i virkeligheden, andet end på film, men det var noget andet denne gang. Denne gang var det også min mor og min far. Det var forfærdeligt at se dem sådan. En stor, fast hånd greb fat om min lille hånd og vi gik hen mod den store og hvide bygning med korset. Det var som at komme i himlen. Rummet var stort, hvidt og med enorme vinduer hvor sollysets varme stråler frit kunne tage sin adgang ind på skikkelserne. Da vi satte os ned og manden med kjolen kom ind i rummet blev skrigene fra de store skikkelser endnu højere og kraftigere. Jeg sad og kiggede op mod min farfar, som lå og sov i kisten. Min mor fortalte mig, at han havde lagt sig til at lave og at englene kom og tog ham med sig. Kisten var hvid og overtrukket med røde og gule blomster. Duften fra blomsten steg til vejrs og fyldte hele rummet med en tyk sky med duften af liljer. Det var mærkeligt for mig at være der, kan jeg huske. Jeg var ikke gammel nok til at forstå hvad der skete. Jeg forstod ingenting. Jeg så de voksne græde og blev selv ked af det. Men jeg er glad for at jeg var der. Jeg fik lov til at sige farvel til min elskede farfar, uden at vide hvad det betød eller hvor han skulle hen. Det var en rigtig vigtig ting for mig, når jeg nu ser tilbage. Hvis jeg ikke fik sagt farvel, ville jeg sidde og fortryde så meget. Det er mærkeligt, at tænke på, at man lige pludselig bare kan være væk, sådan uden videre. Min farfar var ingen ond mand, men han døde alligevel som 60-årig af kræft. Jeg kan ikke se det retfærdige i det. Hvorfor skal vi leve, hvis vi alligevel bare lever for at dø?

Hvad er meningen med at leve og skabe et liv med dem man holder af, viden om, at det en dag vil blive taget væk fra en. Det kunne være i morgen, i overmorgen eller i næste uge. Mister man ikke lysten til at udrette noget, og lade mennesker få følelser for en, når man ved at man kan komme til at knuse deres hjerte en dag, ligesom min farfar gjorde med vores. Eller er det det som får os til at leve livet endnu mere og nyde hver enkelt del, når vi ved, at det kan slutte når som helst. Liv. Død. Kærlighed. Det hænger alt sammen sammen i en rød tråd. Min farfar blev født, skabte en stor familie fyldt med kærlighed og blev da taget væk fra os. Han har klaret det han skulle i livet. Han har fået børn, børnebørn og skabt så meget kærlighed til vores familie. Selvom han døde er han stadig en del af vores familie i dag, og jeg er stadig taknemmelig for, at jeg fik lov til at sige farvel til ham.

Pokaldrømmen

Det var en flot sommerdag i juni måned. Solen stod højt på den blå skyfri himmel, fuglene pippede og det var varmt. Det var ikke bare en anden søndag, det var kampdag. Hele året havde bygget op til denne dag, det var finalen i DBU pokalturneringen mellem Dragør Boldklub og HB Køge. Opgøret skulle afgøres i Dragør og kampen var knald eller fald. Som man gik ind i omklædningsrummet kunne man mærke angsten blomstre i kroppen, som en klump i halsen. Som symbol for kampens vigtighed lugtede omklædningsrummet langt væk af tiger balsam og diverse sportscreme, da spillerne spillede på trods af deres skavanker. Der var ikke den samme hyggesnak, og fnisen rundt omkring som der plejede at være. Alle vidste hvor vigtig denne kamp var og var fuldt fokuserede. Da kampen blev fløjtet i gang, skulle fodboldbanen være ramme for en intens kamp om den store ære de næste halvfems minutter. Kun én ting var sikkert, at når fodboldkampen var overstået ville ét hold være grædefærdige. Er sejr det eneste der tæller længere? Efterhånden er det eneste der har nogen betydning det at sejre. Det er lige meget hvad det er inden for, om det er skole, fodbold eller lignende. Det eneste der betyder noget er resultatet, frem for vejen mod resultatet. Når man er færdig med at blive skolet, er der ikke nogen der bider mærke i, hvordan du har klaret dig igennem tiden, alt fokus ligger på afgangskaraktererne. Det samme gælder i fodbold. Et hold kan have spillet dets værste kamp nogensinde og stadig vinde på en heldig måde, 2 år efter vil alle huske resultatet og ingen vil huske den forfærdelige indsats. Selvom sejr viser styrke og betyder mest i øjeblikket hvor situationen finder sted, er det ikke altid sejr man kommer længest med på sigt. Man lærer af sine fejl. Forskellen mellem de professionelle fodboldspillere og de normale fodboldspillere, er at de professionelle har fejlet flere gange, end de normale overhovedet har prøvet. Det kræver en masse styrke at sejre i momentet, men det kræver ti gange mere styrke at kunne rejse sig fra sit nederlag og kæmpe sig tilbage på toppen igen. Alligevel er det stadig sejren der betyder alt, sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Derfor var fodbold kampen så vigtig, det handlede om sejr frem for alt. Der er ikke nogen der ønsker at blive husket som nummer to eller dem der tabte, ligegyldigt om det var ved en fantastisk indsats eller en indsats man ikke kan være bekendt. Kampen var i gang og det var tydeligt at se, at det var to hold der ikke havde lyst til at gå i glemmebogen. Omkring 300 tilskuere af venner og familier var mødt op i Dragør Boldklub for overvære, det spydige opgør om at blive husket. Græsset var nyslået og linjerne var nymalede, det var de perfekte omstændigheder for et top opgør. HB Køge kom godt fra start og efter kun 5 minutter sendte de bolden i netmaskerne. Det sendte et gys i gennem kroppen på alle der støttede Dragør Boldklub, og der løb koldt vand ned ad nakkerne på Dragørs spillere, der tydeligt havde fået gummiben efter det tidlige mål imod dem. Men der skulle mere til at slå dem ud af kampen. Da gummibenene forsvandt i takt med nervøsiteten, skulle det snart blive en anden historie. Kort før pause udligner Dragør til stor jubel for både spillerne og tilskuerne til stillingen 1-1. Som anden halvleg startede var alt nervøsiteten væk, og det var et Dragør hold der havde momentum på deres side, og spillede med stor selvtillid. Dette førte til et føringsmål fra Dragørs side få minutter inde i anden halvleg. Humøret var højt og tilskuerne ellevilde, men kampen var langt fra slut. Målet tog i en kort periode fuldstændig pustet fra et ellers velorganiseret HB Køge mandskab. Med kun 5 minutter tilbage af kampen, gav en scoring ud af det blå fra Dragørs side dødstødet til HB Køge, som gik fuldstændig fra hindanden. Resultatet holdte indtil dommeren føjtede kampen af, til stor glæde for spillerne og alle de op mødte tilskuere. Pokalen var i hus og champagnepropperne blev skudt af sted.

Star Wars - by Møller

En vigtigt begivenhed - Blogindlæg

For godt 39 år siden tog en af vore tid mest anerkendt filminstruktør George Lukas os med ind i en galakse langt, langt borte. Han formåede at skabe et filmunivers, kun de færreste vil have en forskruet nok hjerne til at tro på.  I 1977 udkom den første af hidtil 7 film i Star Wars sagaen. Filmen udkom midt i en tid hvor rumkampløbet var på alles læber, hvem skulle være den første nation til at erobrer rummet og hermed erobre verden. Rejens ud i det uvisse har længe tiltalt mennesket, lige siden 1902 hvor den første science-fiction film ”Le voyage dans la lune” (Rejens til månen) løb over lærredet. Har det altid være et mål for menneskeheden at komme ud og udforske det store uvisse. George Lukas hjalp til med at tilfredsstille denne trang til rummet for os dødelige ikke astronauter, men i takt med at George Lukas forsat med at hælde flere fantastiske film eventyr ud af jedikappens ærme. Har han blot dierede min lyst til den store opdagede galakse endnu mere. Det ikke blot tanken om det uvisse der dirre mig ved Star Wars filmene, men også de personer George Lukas har opbygget alle filmene omkring.

Jeg er en nørd og det skammer jeg mig skam ikke over, jeg tager det nok nærmere som et slags adelsmærke. Min kærlighed for Star Wars startede nok som for mange andre i min barndom. Filmene var for fede og legetøjet var fantastisk, men de mange dag med hånden dybt begravet i et Star Wars lego-samlesæt. Kulminerede onsdag den 16. December 2015, ti års venten på den syvende Star Wars film i rækken.  Det var en glædens dag som jeg havde set frem til i alt for lang tid, men samtidig en dag jeg så på med frygt. Dagen kunne nemlig vende fuldkommen rundt på min opfattelse af mit ellers så elskede Star Wars univers.  For året for inden havde George Lukas solgt Star Wars agenturet til alle børns yndlings tegneseriekanal Disney, det kunne altså gå to veje. Natten for inden fik jeg ikke lukket et øje, jeg var simpelthen så bange for at Disney havde ødelagte det George Lukas havde brugt så lang tid på at opbygge. For tænk nu hvis, de havde skiftede mine kære stormtroppers ud med en hær af musse lignende dræbermaskinener alle udstyret med store hvide handsker, og røde knapbukser. Som den hardcore Star Wars fan jeg er, havde jeg selvfølgelig bestilt biletter til den tidligste forestillingen et halvt år for enden, men der sagde mine forældre altså stop, de mente skolen var vigtigere en fjollede film. Hvilket jeg var helt uforstående over, hvordan de kunne finde på at kalde Star Wars fjollede. Hvis man sagde de ord på et Comic Con, vil det opfattes som blasfemisk. Så i raseri bestilte jeg biletter til en senere forestilling. Det positive ved at vente til en af de senere forestillinger, var at jeg kunne hive nogle af de knap så interesseret Star Wars fans fra klassen med, men dog fans.  Det negative, nu skulle jeg være afskåret fra internettet en hel dag, for der var ingen på de social medier der skulle spolerer noget af filmen for mig. Vi tog alle af sted fra det ellers stille og øde Dragør, som kan sammenlignes med Luke Skywalkers fødeby Tatooine afsidigt, stille og ørken artigt, men lige den aften var der knap så stille. For i takt med at Quadex-power motoren i Tusindårsfalken (Tobias Fiat 500) tordnende ud under tunnelen.  Hårdt læsset op med fire stjernekriger og ”Imperial March” bragende ud af højtalerne i døren på højest muligt niveau, er det ret så svært ikke at lave lidt larm.  I hastige skridt nærmede vi os den plantet hvor slaget skulle stå.

  Vi fandt vore pladser, og der kunne jeg sidde og vente med svedige håndflader og ryst i stemmen, som en hvis anden Anakin Skywalker i Episode I. der skal køre sit første Pod-Race venter jeg med en spændt og nervøs rysten. Jeg kunne da heller ikke holde mig tilbage for at udbryde i et lille tilråb da titelsangen kom på ”jeg har kun ventet på denne dag i 10 år, skuf nu ikke Disney”. Mit ellers ret så kiksede brøl, blev dog mødt med latter af smil fra mine 425 andre Star Wars fans. Uden filmen var det hovedsagligt lyden af laserkanonen og lyssværd der brød salen atmosfære. Dog var flere gange under filmen hvor folk pludseligt udbrød i piften og glædes brøl, da de blev introduceret til en af de oprindelige personer eller remedier fra trilogien. Det vakte virkelig følelser i en. Det var som et glædeligt gensyn med en gammel ven, da man så Han Solo og Chewbacca  bryde lærredet endnu engang efter så mange års venten.  Det føltes nærmest bibelsk, hvilket er store ord for en ellers ikke så religiøs herre.  Som om at de opstod efter at være blevet korsfæstet og begravet.

Så er det bare spørgsmålet, om det er det tætteste jeg kommer på at opleve det ydre rum? En biograf tur sammen med en hel masse andre nørder, som oveni købet også er iført deres brune badekåbe lignende sjal med et plastik lyssværd i den ene hånd og en slikpose i den anden. Eller skal vi i fremtiden risikerer at modtage en invitation til en fødselsdag befindende på Saturn. Spørgsmålene er endeløse, men det egentlige spørgsmål er let. Har vi behøv for at gå ud og opdage og overtage nyt land/planeter. Har vi ikke lært fra historien at det sjældent føre noget godt med sig, at koloniserer sig rundt om i verden.