En vigtig begivenhed

Taget i betragtning på den dag jeg skulle til at møde, var vejret godt. Min mor og jeg satte os ind i den gamle slidte Suzuki Ignes. Solen skinnede gennem de beskidte ruder og varmede mit ansigt og mine ben. Vi var på vej til Dragør, for at besøge min mormor. Et par år forinden fik hun konstateret Alzheimers. En frygteligt og uretfærdig sygdom. Min mor besøgte hende ugentligt. Inderst inde vidste jeg godt, at der ikke ville gå lang tid før hun sov ind. Jeg havde ikke set hende i flere uger. Jeg glædede mig ikke just. Det skær i hjertet når ens elskede mormor ikke kan genkende en.
Vi ankom formiddag på en lille institution, ikke langt fra Den Gamle By i Dragør. >>Det er et hyggeligt sted<<, tænker jeg for mig selv. Jeg havde været der før, men noget føltes som om det skulle være sidste gang. Jeg indåndede den friske luft, så omkring mig og absorberede alle indtryk. Min mor tog mig i hånden og gav den et lille klem. Ved indgangen mødte vi min mors søster og hendes mand, og min mors bror. Vi gav hinanden et kram - et længe, sorgfuldt kram. Vi gik ind.

Jeg så ned på mine fødder hele turen hen til min mormors værelse. Når min mor prøvede at få en dialog med mig, pillede jeg den fra hinanden med kortfattede besvarelser. Hun gav op. Vi trådte ind på stuen og der lå hun. Hvis jeg skal være ærlig, lignede hun allerede en der var død. Hun havde ikke meget hår tilbage, hun var udsultet og det eneste hun kunne formå at bevæge var hendes øjne. Det var skræmmende. Det var ikke fair. Hverken for os eller hende.

Til at starte med holdt jeg mig væk. Jeg var nødt til at gøre mig selv beredt. Jeg er ikke sikker på hvad jeg prøvede at gøre mig beredt på.

Jeg fik taget mig sammen. Jeg satte mig på en stol ved siden af hende. Jeg så med våde øjne på hende. Jeg tog hendes slappe hånd i min - i tvivl om hun faktisk kunne mærke min berøring. Her sad jeg i timer. Nægtede at slippe hendes hånd for at hilse på hendes varetagere på institutionen og tage i mod alle de kager min moster altid tager med til en hver begivenhed. Som timerne gik blev jeg underligt nok mere rolig. Jeg snakkede stille og roligt om hverdags ting, med min mor. Dagen føltes alligevel god på det tidpunkt, lige indtil min mormor begyndte at bevæge uroligt på sig. Hendes åndedræt blev tunge. Jeg kunne se at hun led. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, men min hånd forblev fastlåst i hendes. Der gik ikke længe før hun tog sit sidste åndedræt. Dette var til gengæld noget af det mest fredsommelige jeg nogensinde har sit. Jeg husker at jeg anede et lille træk i hendes mundvige. En tåre ramte min kind, men jeg var glad. Ikke glad fordi hun var væk, men glad fordi hun endelig kunne få fred.

Hvorfor er døden så uretfærdig? Hvorfor får den selv de bedste mennesker til at lide? Det er spørgsmål, som aldrig kan blive besvaret og forklaret. Jeg vil aldrig forstå det. Sådan tror jeg mange har det. Vi er bare nødt til at omfavne denne følelse af tab og prøve at kæmpe videre.