Freja

Af Andreas Helverskov

Da jeg var omkring 10 år gammel og midt i den mest fantastiske, fantasifulde og problemløse periode af mit liv skete der en aften noget der bristede denne fantasiboble af glæde og urørlighed. Jeg havde på dette tidspunkt en kat ved navn Freja. Freja var grå som himlen på en regnvejrsdag med striber sorte som kul og så var hun blød som den blødeste bamse.

En fredag aften mens vi sad og så ”scenen er din” spørger min mor os om vi har set Freja i dag, hvorefter vi alle svarede, ”nej ikke siden i morges”, jeg husker min mors blik, det var næsten det samme blik som da min lillesøster skulle cykle for første gang, men dette blik havde dog et større skær af bekymring. Min mor rejste sig og sagde at hun lige ville gå en tur ud og se efter Freja hvorefter min søster straks fulgte med. Min far og jeg blev dog siddende med blikket klistret til skærmen hvor ”scenen er din” stadig kørte mens mørket faldt på uden for vinduet. Jeg tænkte ikke på noget tidspunkt over hvor Freja mon var mens jeg så fjernsyn og spiste chips inde i min magiske boble af tryghed som dog snart skulle briste.

Efter godt 20 minutter hører jeg hoveddøren smække efterfulgt af et rædselsfuldt skrig af gråd fra min lillesøster, og inde i skriget fik hun fremstammet, ”Freja er døøøød!”. Jeg tabte mit åndedræt, min mave snoede sig sammen, mine ben rystede og det føltest som om jeg blev kvalt af mørket udenfor. Jeg husker hvordan jeg lagde mig på ryggen midt i stuen mens tankerne løb gennem mit hoved som sten i et jordskred. Jeg lå der på gulvet i ren og skær fortvivlelse i næsten 10 minutter uden at sige en lyd. Dette var den største sorg jeg havde følt i mit 10 år lange liv, jeg have aldrig haft død så tæt på livet men fra den dag, åbnede denne grufulde del af verden sig for mine små øjne.

Hvorfor dør man? Hvorfor dør nogle før tid? Hvad er meningen med livet hvis man alligevel skal dø? Disse var nogle af de spørgsmål jeg kan huske at jeg stillede min mor efter at have mistet Freja, men disse spørgsmål er umulige at svare på. Hvis man tror på gud, så er det gud der bestemmer livets gang, tror man ikke på gud er det skæbnen, men hvad eller hvem vil man så helst have skal bestemme? Spørgsmålene bliver ved i det uendelige men en ting er sikkert og det er, at den største sorg i verden er, at miste nogen man har kært. Jeg husker hvordan min mor ofte græd da jeg var meget lille, omkring 5 år. Dette skyldtes at min mormor døde af kræft da jeg var 4 år gammel og dette berørte min mor enormt, men jeg selv kunne ikke forstå hvorfor mor græd, hun havde jo ikke slået sig? Men det viser hvordan døden ikke havde fået en plads i min bevidsthed på dette tidspunkt i livet.