Min søsters konfirmation, en dag med blandede følelser.
- Christine
Fredag d. 22. April, skulle min søster Cecillie konfirmeres. En dag vi alle sammen havde
glædet os til og min søster havde ikke snakket om andet de sidste to måneder. Dagene op til
gjorde vi de sidste ting klar, bordene var dækket med hvide duge, med lilla bordkort der var
formet som stjerner. Min moster, hendes kæreste, min onkel og jeg brugte hele aftenen før på
at forberede et lille show, med de idoler min søster har haft igennem de sidste par år, hvor vi
så skulle optræde dagen efter, hvilket var meget grænseoverskridende.
Om morgenen, fredag d. 22. April, ringede min mormor til os, hun havde desværre dårligt nyt
på den dag, der skulle være helt perfekt for min søster, hun sagde at min bonus morfar var
sovet ind efter 4 års sygdom. Det ramte os alle hårdt og vi vidste ikke, hvordan vi skulle
reagere. Det var en af de ting, som vi alle havde gået og krydset fingre for ikke måtte ske. Min
mor og jeg fik snakket lidt om det og vi ville prøve at ligge låg på og håbe på det ikke ville
ændre dagen for min søster.
Timerne gik og vi kom til festen. Gæsterne begyndte at komme og der blev holdt velkomsttale
af mine forældre. Alle begyndte at ”mingle”, som vi så hyggeligt kaldte det, nogen snakkede
om alt planlægningen op til festen, andre om fodbold og nogen andre om noget helt tredje.
Lige efter forretten, skulle jeg holde tale for min søster, jeg havde skrevet på den længe og jeg
var virkelig nervøs. Jeg tror faktisk det næsten var værre end at gå til en mundtlig eksamen.
Hvorfor mon man bliver mere nervøs til når man skal holde en tale for sin familie, end når
man skal op til en prøve hos nærmest fremmede mennesker? Det burde da være omvendt?
Da jeg endelig var færdig med talen og den klassiske skålesang var sunget færdig, havde jeg
regnet med at trykket på mine skuldre ville falde, men sådan blev det ikke. For jeg havde også
det show med de andre, som vi skulle fremføre senere på aftenen. Vi kom igennem
hovedretten og desserten og lige efter der skulle vi lave vores show. Her skulle vi mime og
danse til sange, som min søster elsker af hendes idoler igennem de sidste par år. Jeg havde
sagt jeg sagtens kunne starte, men her havde jeg glemt igen, at vi skulle danse foran 50
mennekser, hvor alles opmærksomhed ville være på en. I mens vi lavede showet, var alle
gæsterne med til at få stemningen op og støttede os rigtig meget, med pift og klap og nogen
sang endda med og det vigtigste af alt, blev min søster meget glad for, at vi havde gjort så
meget for at hun skulle få en helt perfekt dag.
- Christine
Jeg tænker, at en personlig tale for et familiemedlem eller en god ven er noget HELT, HELT andet end en eksamenssituation, fordi talens fundament er alle de følelser, oplevelser og fortællinger, som vi deler med dem, vi holder af.
SvarSletHilsen dansklærerinden, der har holdt adskillige tårevædede taler for sine kære ;-)