Forza BIF - by Sevel

Blogindlæg

Året er 2005 og mit hold Brøndby IF er netop udkåret de nye danmarksmestre i fodbold. Den store sølvbelagte pokal over hovedet på vores alle sammens anføre symboliserede en sådan triumf og forløsning, at det aldrig vil kunne komme i nærheden af at blive beskrevet med ord. En mærkedag for klubben, min klub. Dengang var jeg 8 år, men dagen er stadig, og vil altid være sømmet fast i underbevidstheden, og det er den dag i dag stadig et minde, som jeg hiver frem, når de tunge grå skyer hænger over vestegnen. Jeg stod på tribunen som var i ekstase. Sang, sol og guldfeber gjorde denne ganske almindelige solskinsdag i juni, til et minde for livet.

Min far, mine to brødre og min søster samledes i den gamle hybel på Halfdansgade. Det var en varm sommer dag, himlen var blå. Jeg havde mine blå yndlingsshorts, og min gule hvepsetiltrækkende oversized brøndbytrøje på. Det var søndag formiddag og en fodboldfest lå og lurede, lige om hjørnet. Brøndby, mit hold, kunne sikre sig mesterskabet fem runder før slut, og alt var timet. Brøndby skulle møde bundproppen Herfølge på en propfyldt hjemmebane. Der var mesterskabsstemning i luften. Allerede i toget på vej mod stadion var der slagsange og jubeltilråb for Vestegnen. Vi ankommer til stadion tre timer før kampstart og mesterskabet fejres stort set på allerede.

Portene til stadion åbnes, og jeg husker tydeligt det sus der gik gennem mig da jeg den 11. juni 2005 trådte ind på lægterne. Kampen gik i gang, og vi sang hver spiller ned til Faxe tribunen, hvor jeg stod, og ikke kunne høre hvad jeg selv tænkte. Jeg husker hvordan tiden fløj, og det føltes nærmest som om jeg lige havde fundet plads på tribunen, før Van Halens ”Jump” bragede igennem højtalerne og Danmarks, på daværende tidspunkt, flotteste og dyreste tifo dannede rammerne for en dag der kunne blive historisk. Kampen gik i gang og der gik ikke mere end 17 minutter, før bolden blev sendt i nettet førte gang, og min trøje blev gennemvæddet af fadøl.

Kampen er i sin overtid og Brøndby er foran 7-0 i en uforglemmelig god fodboldkamp, men det absolutte uforglemmelige fra den dag, er lyden af det rungende jubelbrøl, som stadion bryder ud i, da kampen fløjtes af. Det giver mig den dag i dag stadig kuldegysninger, at tænke på.

Dette er en vigtig og betydningsfuld begivenhed for mig, men den vil også være ligegyldig for andre mennesker. Jeg får tit spørgsmålet om, hvordan en simpel sportsbegivenhed kan betyde så meget for mig. For mig er det ikke bare sport. Jeg husker, hvordan jeg stod skulder mod skulder med nogle af de fuldvoksne Brøndby roligans, som synes jeg var skøn, som jeg stod der og sang med min musestemme i min alt for store trøje. Følelsen af sammenholdet og succes for noget min dedikerer sig til, følelsen af sejr og at være med til at skabe en stemning, er hvad der gør, at denne dag manifesterede min kærlighed og passion for Brøndby IF. Jeg har siden dette mesterskab ikke haft de store succesoplevelser med dem siden, tværtimod, men fordi jeg aldrig glemmer følelsen af at stå og synge i medvind, vil jeg også dedikere mig og stå der i mod vind den dag i dag, og det er det der gjorde den dag enestående for mig.