Tårnby Gymnasium

Det er maj måned, solens stråler kigger frem fra et par skyer og tre år med lektier, eksamener og minder om fester, venskab og kærlighed lakker mod ende for landets elever i 3.G. Livet ligger for deres fødder, men det kan være lettere sagt end gjort at beslutte, hvad man skal?

Det må være underligt for dem, at tænke på deres lange skolegang nu er slut og de nu skal til at reflektere over videreuddannelse.

D. 18. august 2014, var min første skoledag, på Tårnby Gymnasium. Det var den dag, hvor et helt nyt kapitel skulle til at begynde. Ny sted, nye venner og ny viden. Jeg kunne selvfølgelig ikke sove aftenen inden. Sommerfuglene fløj rundt inde i maven på mig, som en hvirvelstrøm. Det var for meget for mit lille hoved, at skulle kapere en ny start, et helt nyt sted, med helt nye indtryk oh ikke mindst nye vaner. Det var bare en helt anden verden, det at starte på gymnasiet.

Da jeg skulle af sted næste morgen, røg musikken hurtigt ind i mine ører, da det hjælper lidt på nervøsiteten. Jeg følte mig egentlig meget klar, til min første dag på gymnasiet, jeg havde min trofaste læderjakke på, en ny taske, og ellers prøvede jeg bare, at overbevise mig selv om, at sommerfuglene i min mave var glæde og ikke nervøsitet. Men det var nervøse sommerfugle. Og det blev kun værre, jo tættere jeg nærmede mig gymnasiet. Jeg kan huske, at jeg sad i bussen og nærmest panisk tog en lille tår koldt vand hele tiden. Det var egentlig ikke for jeg specielt tørstig, tror bare det var for at dulme min nervøsitet.

Da jeg ankom til gymnasiet gik jeg ind og satte mig i festsalen, sammen med alle de andre nye 1.g’er. Der var nogle bekendte ansigter hist og her. Jeg elsker at møde nye mennesker, og på trods af min nervøsitet var jeg samtidig spændt på at finde ud af, hvilke typer jeg ville lære at kende. Jeg var utrolig spændt på, at møde min kommende klasse, da det jo er dem, som jeg skulle tilbringe de næste 3 år med. Imens man sad og ventede fløj der tusind tanker rundt i hovedet på mig. Ville jeg kunne være mig selv? Hvad skulle jeg fortælle om mig selv, hvad skulle jeg ikke fortælle, hvordan skulle jeg smile, eller skulle jeg ikke smile så meget? Ville jeg nu få det gennemsnit, som der er brug for, for at komme ind på min videreuddannelse? Hvor høje var kravene og var der store forventninger? Ville jeg nogensinde kunne bestå gymnasiet med en nogenlunde gennemsnit?

Jeg slutter 2.g her om 14 dages tid. Så om 1 år står jeg med den røde hue og fejrer, at 3 helt fantastiske år nu er gået. Det er lidt med blandede følelser. På den ene side glæder jeg mig til, at jeg er færdige med gymnasiet, og står der med huen og skråler på en vogn, blandt de mennesker, som betyder aller mest for mig. Jeg tror det bliver utrolig svært, det med, at man ikke længere er i de faste rammer at man ikke længere et i det faste flow i klassen. Det med at du ikke har en lærer, som fortæller dig præcist hvad du skal gøre og hvornår du skal gøre det.

Tårnby gymnasium er som en ekstra familie for mig. Et hjem væk fra hjemmet og den støtte som vi giver hinanden fremstår helt unik for TG og den har betydet utrolig meget for mig og hjulpet mig igennem de første 2 år af gymnasiet.

Der er blevet udgivet en del artikler om, hvor stort et pres der ligger på gymnasieeleverne og kravene til os er konstant stigende. Der er flere gymnasiestuderende, der må søge psykologhjælp. Men alligevel, så bliver vi gang på gang mindet om af de voksne, at vi skal huske at slappe af, for vi skulle jo nødig gå ned med stress. Men hvordan skal man slappe af når adgangskvotienterne på universiteterne stiger for hvert år? Dette pres som vi har fået lagt på vores skuldre har fået mange gymnasieelever til at bukke under for stress grundet de høje forventninger. Jeg har selvkendskab til dette, da jeg selv har været nede med stress og flere for min klasse er gået ned med depressioner.

Jeg vil på den anden side sige, at TG har været en fantastisk og virkelig gjort alt for, at mindske alle afleveringer og lektier, så vi ikke endte ud i stress.  

Jeg vil gerne give noget tilbage til samfundet, fordi det har givet mig den her mulighed for at kunne blomstre og være i stand til at udfordre og forstå samfundet.  Det vil være underligt at sige ’at jeg ville gøre en forskel’, men jeg vil gerne gøre noget for dig og for mig selv. Få en bekræftelse i, at vi sagtens kan gøre noget sammen. Vi er individuelle personer, men vi kan sammen komme fremad. Mit ønske er at blive folkeskolelærer, da jeg gerne vil udvikle og forme børn helt fra starten af, så de kan få en god uddannelse videre ud i fremtiden.