En vigtig begivenhed - By Bjørnen

Lyden af de larmende kirkeklokker trængte ind i mit lille hoved, hvor de blev hængende. Vinden rev fat i de lange fletninger, som min mor havde lavet så grundigt et par timer forinden. Solstålerne ramte mine øjne, så jeg blev nødt til at dække dem med mine hænder. Lyden af de enorme og rungende klokker var stadig det eneste jeg kunne høre. Sorte, mørke og store skikkelser i forskellige former gik frem og tilbage foran mig hele tiden. De fleste af dem havde deres hoved hængene mellem skuldrene. De græd. Det var det jeg kunne høre. Deres gråd lød som vinden der sneg sig ind ad en bilrude. Der lød nærmest som skrig. Det var første gang i mit liv jeg så de store skikkelser græde i virkeligheden, andet end på film, men det var noget andet denne gang. Denne gang var det også min mor og min far. Det var forfærdeligt at se dem sådan. En stor, fast hånd greb fat om min lille hånd og vi gik hen mod den store og hvide bygning med korset. Det var som at komme i himlen. Rummet var stort, hvidt og med enorme vinduer hvor sollysets varme stråler frit kunne tage sin adgang ind på skikkelserne. Da vi satte os ned og manden med kjolen kom ind i rummet blev skrigene fra de store skikkelser endnu højere og kraftigere. Jeg sad og kiggede op mod min farfar, som lå og sov i kisten. Min mor fortalte mig, at han havde lagt sig til at lave og at englene kom og tog ham med sig. Kisten var hvid og overtrukket med røde og gule blomster. Duften fra blomsten steg til vejrs og fyldte hele rummet med en tyk sky med duften af liljer. Det var mærkeligt for mig at være der, kan jeg huske. Jeg var ikke gammel nok til at forstå hvad der skete. Jeg forstod ingenting. Jeg så de voksne græde og blev selv ked af det. Men jeg er glad for at jeg var der. Jeg fik lov til at sige farvel til min elskede farfar, uden at vide hvad det betød eller hvor han skulle hen. Det var en rigtig vigtig ting for mig, når jeg nu ser tilbage. Hvis jeg ikke fik sagt farvel, ville jeg sidde og fortryde så meget. Det er mærkeligt, at tænke på, at man lige pludselig bare kan være væk, sådan uden videre. Min farfar var ingen ond mand, men han døde alligevel som 60-årig af kræft. Jeg kan ikke se det retfærdige i det. Hvorfor skal vi leve, hvis vi alligevel bare lever for at dø?

Hvad er meningen med at leve og skabe et liv med dem man holder af, viden om, at det en dag vil blive taget væk fra en. Det kunne være i morgen, i overmorgen eller i næste uge. Mister man ikke lysten til at udrette noget, og lade mennesker få følelser for en, når man ved at man kan komme til at knuse deres hjerte en dag, ligesom min farfar gjorde med vores. Eller er det det som får os til at leve livet endnu mere og nyde hver enkelt del, når vi ved, at det kan slutte når som helst. Liv. Død. Kærlighed. Det hænger alt sammen sammen i en rød tråd. Min farfar blev født, skabte en stor familie fyldt med kærlighed og blev da taget væk fra os. Han har klaret det han skulle i livet. Han har fået børn, børnebørn og skabt så meget kærlighed til vores familie. Selvom han døde er han stadig en del af vores familie i dag, og jeg er stadig taknemmelig for, at jeg fik lov til at sige farvel til ham.