Fra ælling til svane

Jeg har aldrig været specielt god til at holde taler. Til min konfirmation var det de eneste ord, jeg kunne få ud af mig selv, da jeg skulle snakke foran alle de skønne mennesker, der havde valgt at bruge deres søndag på at fejre mig. Men tre år ældre i november 2014 skulle jeg holde tale for min far i anledning af hans 50 års fødselsdag. Jeg var utroligt nervøs. Lige før jeg rejste mig, kunne jeg mærke, hvordan jeg blev varm i ansigtet og mit hjerte begyndte at banke, det der føltes som 1000 slag i minuttet. Efter Tonny, som var toastmaster, havde præsenteret, at nu var det mig, som skulle holde tale rejste jeg mig op og begyndte det jeg havde forberedt. Folk så ud til at nyde mit lille indslag, når jeg kiggede rundt på deres ansigter så jeg stolthed i deres øjne, lille Linea, som til hendes konfirmation for omkring tre år siden ikke kunne sige en sætning uden at bryde sammen foran alle, stod nu foran 70 mennesker og holdt tale. Jeg havde valgt ikke at lave en traditionel tale og i stedet inkorporere den gave, jeg havde købt til min far og lave lidt sjov med ham. Jeg havde købt en masse ting, som jeg ved, han godt kan lide og nogle ting, som jeg vidste jeg kunne fortælle noget sjovt omkring. Blandt andet havde jeg købt en head n’ shoulders shampoo, da han nægter at bruge andre shampooer end den, og indslaget ved denne gave var at min meget ukoordinerede far og jeg skulle stå og danse ”hoved, skulder, knæ og tå - knæ og tå”, hvilket grundet min fars ringe motoriske evner blev utroligt underholdende.  Jeg fik efter talen en masse ros for indslaget og folk sagde, at de hvad overraskede og stolte over min præstation. Men hvorfor skal, man være så bange for at snakke foran andre mennesker? Hvad er det værste der kan ske? Jeg har altid været en ret genert pige og har ikke brudt mig meget om at være i centrum. Jeg kunne ikke holde ud når alle kiggede på mig og hadede at stå foran folk og skulle præstere. Dette blev ændret da jeg fik drama. Jeg lærte at være ligeglad med hvad andre synes om mig når jeg stod foran folk og skulle optræde eller holde tale. Det var lettest når jeg spillede en rolle men det lærte mig også at stå foran andre som mig selv og stå ved det jeg gjorde og sagde. Dette brugte jeg meget i min tale til min far. Jeg var ikke ligeså nervøs, som til min konfirmation, men nervøs nok til at ville gøre mit bedste. Det bedste var alt den ros jeg modtog efterfølgende og følelsen af at kunne overraske så mange mennesker med hvor meget jeg faktisk er vokset. Det var, som om jeg var den grimme ælling som havde vokset sig til en stor smuk svane.