Blogindlæg
Året er 2005 og mit
hold Brøndby IF er netop udkåret de nye danmarksmestre i fodbold. Den store
sølvbelagte pokal over hovedet på vores alle sammens anføre symboliserede en
sådan triumf og forløsning, at det aldrig vil kunne komme i nærheden af at
blive beskrevet med ord. En mærkedag for klubben, min klub. Dengang var jeg 8
år, men dagen er stadig, og vil altid være sømmet fast i underbevidstheden, og
det er den dag i dag stadig et minde, som jeg hiver frem, når de tunge grå
skyer hænger over vestegnen. Jeg stod på tribunen som var i ekstase. Sang, sol
og guldfeber gjorde denne ganske almindelige solskinsdag i juni, til et minde
for livet.
Min far, mine to
brødre og min søster samledes i den gamle hybel på Halfdansgade. Det var en
varm sommer dag, himlen var blå. Jeg havde mine blå yndlingsshorts, og min gule
hvepsetiltrækkende oversized brøndbytrøje på. Det var søndag formiddag og en
fodboldfest lå og lurede, lige om hjørnet. Brøndby, mit hold, kunne sikre sig
mesterskabet fem runder før slut, og alt var timet. Brøndby skulle møde
bundproppen Herfølge på en propfyldt hjemmebane. Der var mesterskabsstemning i
luften. Allerede i toget på vej mod stadion var der slagsange og jubeltilråb
for Vestegnen. Vi ankommer til stadion tre timer før kampstart og mesterskabet
fejres stort set på allerede.
Portene til stadion
åbnes, og jeg husker tydeligt det sus der gik gennem mig da jeg den 11. juni
2005 trådte ind på lægterne. Kampen gik i gang, og vi sang hver spiller ned til
Faxe tribunen, hvor jeg stod, og ikke kunne høre hvad jeg selv tænkte. Jeg
husker hvordan tiden fløj, og det føltes nærmest som om jeg lige havde fundet
plads på tribunen, før Van Halens ”Jump” bragede igennem højtalerne og
Danmarks, på daværende tidspunkt, flotteste og dyreste tifo dannede rammerne
for en dag der kunne blive historisk. Kampen gik i gang og der gik ikke mere
end 17 minutter, før bolden blev sendt i nettet førte gang, og min trøje blev
gennemvæddet af fadøl.
Kampen er i sin
overtid og Brøndby er foran 7-0 i en uforglemmelig god fodboldkamp, men det
absolutte uforglemmelige fra den dag, er lyden af det rungende jubelbrøl, som
stadion bryder ud i, da kampen fløjtes af. Det giver mig den dag i dag stadig
kuldegysninger, at tænke på.
Dette er en vigtig og
betydningsfuld begivenhed for mig, men den vil også være ligegyldig for andre
mennesker. Jeg får tit spørgsmålet om, hvordan en simpel sportsbegivenhed kan betyde
så meget for mig. For mig er det ikke bare sport. Jeg husker, hvordan jeg stod
skulder mod skulder med nogle af de fuldvoksne Brøndby roligans, som synes jeg
var skøn, som jeg stod der og sang med min musestemme i min alt for store
trøje. Følelsen af sammenholdet og succes for noget min dedikerer sig til,
følelsen af sejr og at være med til at skabe en stemning, er hvad der gør, at
denne dag manifesterede min kærlighed og passion for Brøndby IF. Jeg har siden
dette mesterskab ikke haft de store succesoplevelser med dem siden, tværtimod,
men fordi jeg aldrig glemmer følelsen af at stå og synge i medvind, vil jeg
også dedikere mig og stå der i mod vind den dag i dag, og det er det der gjorde
den dag enestående for mig.
Oh, de der barndomsminder, der for altid vil stå lysende klare i erindringen...
SvarSlet