Forskelsbehandling i velfærdssamfundet.

Georg Brandes udtalte ”Litteratur skal sætte problemer under debat”, og det er præcis hvad jeg vil med denne tekst. For ikke så længe siden sad jeg og så go’aften Danmark og jeg blev så vred og ikke mindst skuffet! Et af aftens emner var nemlig et interview, med en musiker, som ikke kunne få en forsikring, vist nok en sygeforsikring. Begrundelsen for dette; hun var tidligere syg, anorektiker, men havde beundringsværdigt nok været rask i flere år. Men nope, det var beskeden, hun kunne vende tilbage når hun havde været erklæret rask i 10 år - men ikke engang der ville de forsikre, at en forsikring hos dem ville være en mulighed. Jeg var direkte målløs og blev igennem indslaget mere og mere vred og ikke mindst skuffet, skuffet over vores system - er vi virkelig ikke kommet længere end det? At vi i 2016 stadig skærer alle der har eller haft en psykisk lidelse over en kam, om det så er paranoid skizofreni, angst eller anoreksi og at det betyder at muligheder som forsikringer, adoptioner og visse uddannelser er lukket land.

Jeg ser dette som et symbol på at der stadig hersker en masse uvidenhed om psykiske lidelser. Jeg kæmper selv med en psykisk lidelse som 18 årig og har gjort det i et par år efterhånden og alligevel kæmper jeg hver dag for at passe ind de kasser som vores samfund har skabt og det er en kamp nærmest hver evig eneste dag. Men alligevel kæmper jeg hver dag, selvom det er pisse fucking hårdt og selvom jeg nogle gange kan føle mig utrolig tilsidesat og ikke specielt tilgodeset i vores system. Alt  dette gør jeg fordi jeg gerne vil give mig selv den bedst mulige fremtid og så er det rent ud sagt utroligt frustrerende at føle man storset kun bliver modarbejdet. Jeg er godt klar over mine begrænsninger, hvilket jeg faktisk tror de fleste mennesker, både med og uden psykisk lidelser er. Og dette betyder at jeg faktisk føler mig lidt håbløs når jeg tænker, at situationen kvinden fra go’ aften Danmark, sad i,  kan blive mig og det synes jeg er meget uretfærdigt når jeg føler at jeg kæmper hårdt nok i forvejen. Især når det er noget som en forsikring man bliver nægtet, noget jeg troede og så som en ting alle mennesker har ret til i vores velfærdssamfund.

Dette skal ikke ses som en hav medlidenhed med mig status, jeg synes bare ikke at der kan argumenteres for, at det er i orden, at man dømmer og helheds vurderer et menneske ud fra en lille del af dem . Men som tidligere skrevet, tror jeg at dette skyldes en stadig uvidenhed, fordi psykiske lidelser til stadighed i dag er et tabuiseret emne og folk uden specielt viden om dette, muligvis har et forvrænget billede af hvad en psykisk lidelse er og hvem de mennesker der har dem er. Jeg synes dog det er ultra vigtig at det bliver slået fast, at mennesker med psykiske lidelser, ikke kun er dem man ser i film eller dem man hører om i medierne når de er stukket af fra en Instution eller lignende. Faktisk er det helt almindelig mennesker, som man ofte ikke ville opdage var ”syge” ved første øjekast, netop fordi en psykiske lidelse ikke definere hvem du er, den er bare en lille del af dig.