Selvmord skal ikke ties ihjel!

Jeg kan blive helt skræmt over at få af vide, at den dreng jeg så ændre sit nye profilbillede, til noget jeg først anså som en glad og velfungerende dreng, senere blev fundet hjemme, druknet i et badekar grundet en overdosis. Hvordan kan det være? Hvordan kan man udadtil virke til at være så afklaret med sit liv? Udadtil være så glad, men indadtil være så forvirret magtesløs, hvor selvmord er den eneste udvej?

Er der nogen der kan tage skylden for dette? Er der nogen der vil tage skyld for dette? Hvis jeg skulle nævne nogen, jeg følte var medansvarlig, ville jeg sætte et blinkende skilt over medierne.

Medierne i denne tid har en alt for stor magt. En magt der måske endda gør livet en smule overfladisk - om man så at sige. Overfladisk på den måde, at når du sidder bag skærmen, og skal til at poste et billede fra din sommerferie i Kroatien, kan du bruge flere timer på at finde det helt rette, hvor du ser brunere- , tyndere- og højere ud - you name it. Altså får medierne dig til at stræbe efter det ’gode’ og ’perfekte’ liv som alle andre også har udadtil. Sørgeligt.

Men er det så bare det? Er det bare mediernes skyld alt sammen? Hvad så med dit og mit ansvar? Eller er det der, der går galt?

Hvis nu en af dine venner kom over til dig og pludselig betroede dig med sine selvmordstanker, hvordan ville du så regere? Spørgsmålet er vel egentlig, om vi ved hvad det kræver at hjælpe. Jeg tvivler.

Det jeg prøver på at sige er, at det også kan være vanskeligt for omgangskredsen, da de måske ikke har de samme problemer. De fleste ville ikke vide hvordan de skulle forholde sig til personens problemer, og så i stedet for at lytte ville de aflede for at skubbe bekymringen væk.

Det man i stedet burde gøre som omgangskreds er at lytte, acceptere og måske endda, hvis personen er villig, få dem ind til professionel hjælp. De fleste af os ville være bange for at hvis vi snakkede med selvordstænkende personer, ville snakken og tankerne blive til virkelighed, men alt i alt vil jeg sige at du skal gøre hvad du kan for at være der for personen.

Tak Georg Brandes, tak for at have lært os alle sammen at sætte problemer under debat.