En vigtig begivenhed

Da jeg var omkring de 7 år blev mine forældre skilt, det er faktisk ikke fordi jeg husker sådan voldsom meget, måske fordi jeg ikke har lyst til det, men jeg husker at det var en ubehagelig periode. Det er bestemt ikke sjovt at se to af de mennesker man holder allermest af skændes.

At skulle gå fra at begge ens forældre være sammen , til at kun at kunne se en af dem af gangen var lidt underligt.

Det er lidt vildt hvor forskelligt børn kan gribe sådanne situationer/ hændelser an. Min søster som er 2 år yngre end mig var meget stærk og ikke viste at lade sig sådan påvirke særlig meget følelsesmæssigt, hvor derimod jeg havde det en del svære følelsesmæssigt at kunne vende mig til alt dette, til trods for at jeg var den ”store”.

Jeg vil sige at det har gjort mig stærkere på mange punkter og at det er noget som jeg kan bruge videre i livet fordi det er noget erfaring jeg kan bruge i flere situationer.

Jeg vil også sige at jeg måske også godt kan føle at jeg er blevet ret så svag på ét punkt, hvor jeg er rigtig følsom og at  der skal der ingenting til før at det kan føles som en kæmpe mavepuster.

Mine forældre har formået at stadig kunne være rigtig gode venner, og jeg kunne ikke være mere taknemmelig for det.  Det er faktisk noget jeg tit tænker over, hvor glad jeg er for at vi stadig holder jul sammen alle sammen, og at min far også stadig snakker med min mormor og morfar og kan invitere dem over på kaffe osv.

Jeg har oplevet flere af mine venner og veninders forældre være så meget uvenner efter de er blevet skilt, at de aldrig kommer til at snakke sammen igen, og det synes jeg ikke er færd for et barn at blive sat i sådan en situation mellem sine to forældre, der skal forstille at være forbilleder.

Lige meget hvor uvenner man har været, mener jeg ikke det er i orden eller acceptabelt at have sådan en holdning overfor en person man har fået et barn med, ikke på grund af modparten men på grund af barnet skyld.

Jeg har for længst acceptret min mors og fars skilsmisse. Det ville være så underligt for mig bare at tænke på dem bo sammen og være sammen, da jeg kan se at de dur meget bedre som venner.

Selvfølgelig vil jeg kun mine forældre det bedste, alt andet ville være egoistisk, og det var ikke det bedste for dem at være sammen som kærester.