Kamp

En vigtig begivenhed

- sidste kamp

Scoreboardet siger 1-2 og 83:27. Vi er bagud med ét point. Det er min sidste kamp før jeg tager på efterskole og må sætte min Dragør karrier på pause. Jeg er i topform og holdets topscorer denne sæson. Vi kæmper om 3. Pladsen mod Husum og gejsten damper fra alle 22 spillere på banen. Vi har kun behov for en uafgjort, for at blive 3’ere. Niveau er en del højere i år end den var sidste år. Vi rykkede en række op sidste år og var derfor langt fra favoritter til denne sæson. Modstanderens målmand er rasende og aggressiv, ligeså er deres holdkaptajn som ikke er helt dansk. Det ville ikke være første gang hvis han startede en konflikt på banen. Bolden på vores banehalvdel og vi er pressede. Deres 9’er en vaskeægte troldmand med bolden og hurtig som en struds. Træner Jørgen råber ad mig, at jeg skal blive over midten så jeg kan afvente en kontrabold. Jeg giver ham en tommelfinger og kigger ud på tilskuerne, som består af forældre. Der er flere tilskuere end forventet, men dagen høje sol har nok en finger med i det spil. Vi er den eneste kamp som bliver spillet lige pt. som gør at hele klubhuset har en interesse i vores kamp. Som angriber er man altid bange for at lave fejl og værst af alt, skyde forbi mål. De mange øjne skaber ingen selvtillid og jeg er presset. Jeg bliver distraheret af min hund, som løber rundt bag mål med en flok børn jeg ikke kender. Børnene råber og skriger og min asociale hund prøver som altid at slippe væk fra dem. Jeg få øje på min mor. Hun står og snakker med min måske kommende chef, Bonnerup. Jeg har sendt ham en ansøgning for knap en uge siden, efter min mor opdagede på Facebook at han søgte en ny medarbejder til sin tøjbutik. Hvis jeg kender min mor ret, står hun og promoverer mig og prøver at skaffe jobbet til mig ved at stå og fortælle pinlige historier om mig. Jørn, min papfar, står og giver mig instrukser til hvordan han mener jeg skal spille, som i øvrigt er sti modsat af hvad min træner siger. Jørn har været træner i klubben i mange år, men er blevet sat af fordi klubben mente at han pressede os for hårdt. Jeg vælger at lytte til min træner, Jørgen, men jeg ved også bare at hvis jeg ikke lytter til min papfar, så får jeg snakken om ”hvad sagde jeg” ved spisebordet senere, hvis jeg laver en fejl. Bolden er gået ud til målspark til vores fordel. Han spiller den kort, til back spilleren. Jeg skal ny løbe mig fri. Min knæhase er øm, efter min sidste angreb, hvor deres holdkaptajn skaffede sig selv et gult kort i en tackling bag fra mod mig. Jeg kan lugte hvad deres forsvarsspiller, som har fået til opgave at mandsopdække mig, fik til morgenmad. En forfærdelig dunst af ost, opfanger min næse. Han tager virkelig begrebet kontaktsport til et helt nyt niveau. bolden bliver spillet op langs kanten til midten banen. Det er her jeg er bedst. Jeg får øjenkontakt med boldholderen og han ved udmærket hvad jeg siger til ham. Jeg laver et retningsskift, så jeg er fri fra deres forsvarsspiller og løber i dybden. Det er sådan jeg har scoret 70% af mine mål denne sæson. Jeg kender rutinen. En hård bold bliver spillet langs jorden og jeg spurter. Forsvarsspilleren, mr. Ost, er en 3-4 meter bag mig. Jeg løber hurtigt tør for luft og energi, men rædselen om at mr. Ost vælger at tage benene på mig, holder min fart oppe. Alle forældrene råber ad mig, med hver deres mening om hvordan jeg skal håndtere angrebet. Sveden løber og min knæhase gør ondt. Da jeg kigger op og ser målmanden, bliver alt lukket ud af mit hoved. Ingen smerter i knæhasen, ingen råbende forældre. Kun målmanden og jeg. Han løber ud i mig, for at gøre få målet til at blive mindre. Jeg bliver usikker og ved ikke hvor jeg skal placere bolden. Jeg sætter hastigheden en smule, ned. Nu har jeg ikke mange sekunder før forsvarsspilleren bag mig, indhenter mig. Målmanden gør sig bred, og jeg kan ikke længere få den spillet langs jorden. Hvis jeg brænder nu, vil det stensikkert være det sidste jeg gør. Jeg ville blive ydmyget og sikkert også blive skiftet ud. Tiden går og hvis dette angreb ikke skal ende i en fiasko, skal jeg handle nu. Jeg ser hvor lagt nede i knæ målmanden er og det er her jeg udnytter chancen. Hvis dette lykkes vil det helt sikkert blive kampens mål. Jeg får skovlet min fod ind under bolden og looper den over målmanden. Målmanden har stadig en chance for at få en hånd på, men jeg fik lige præcis nok højde og kræft i, at den ender i nettet af målet. Lydniveauet hæver sig og forældrene på sidelinjen går helt amok. Min træner kaster med sin tegnebog og jeg kan se mine holdkammerater i gult løbe imod mig. Jeg standser og nyder øjeblikket, lige indstil jeg bliver tacklet i jorden af mine medspillere i jubel. Modstandernes holdkaptajn råber og skriger af sine medspillere og målmanden slår gentagende gange i græsset. Der bliver blæst i fløjten og kampen er færdig. Kampen ender 2-2. Vi har ikke vundet kampen, men vi har vundet 3. Pladsen. Aldrig har vi været så glade for en uafgjort kamp, som denne dag. Holdlederen gav ramme bajer i omklædningsrummet bagefter og jeg blev udnævnt som kampens spiller. I dag, var en god dag, men også en afslutning på et kapitel.