En vigtig begivenhed i mit liv

Min puls begynder langsomt at stige. Jeg kan mærke hvordan jeg begynder at få gåsehud på armene når jeg ryster dem. Omgivelserne omkring mig begynder langsomt at svinde hen, og det eneste jeg fokuserer på er opgaven forude. Jeg har sat mine høretelefoner på, og begynder at varme mine muskler op, dybt fokuseret. Jeg løber frem og tilbage, laver nogle armbøjninger og strækker lidt ud, i mens at jeg memorere taktikken for mit løb. Følg med de andre den første halvdel, og så gå all in den sidste. I ny og næ spejder jeg lige rundt for at læse mine konkurrenter, og få en idé om hvor de er mentalt. Det står klart at det ikke bliver let at komme top tre, men min træning op til har været helt perfekt. Jeg har aldrig været i nærheden af nogle medaljer før for seks måneder siden, og nu står jeg i DM finalen i svømning, og har gode odds for at komme top 3. Så er det nu. De kalder hvert af de 8 navne ind, og da det kommer til mit, kan jeg høre min klub råbe og skrige for at heppe på mig. Gad vide om de kunne se at jeg vare ved at skide grønne grise. Min puls kørte med 200 i timen, jeg var nervøs, svedte, men jeg blev nødt til at prøve at slå koldt vand i blodet, for ellers havde jeg tabt på forhånd. Jeg stiller mig op på startskamlen. Jeg lukker mere og mere af for omverdenen, og selvom der er overdøvende larm i hallen, lagde jeg ikke mærke til det. Startskuddet går. Jeg prøver at huske min taktik, selvom det er utrolig svært med al den adrenalin der pumper rundt i min krop. Jeg følger med, og halvvejs ligger vi fire drenge og kæmper side om side. Det eneste der går gennem mit hoved er smerten, men også at det simpelthen ikke må være det der holder mig tilbage. Vi vender til den sidste bane af løbet, og det er nu mig og en anden dreng, fuldstændig lige. Jeg er helt færdig på dette tidspunkt, men bliver ved, trods at min krop skriger efter ilt og en pause. Jeg lukker af for alt. Ham ved siden af, larmen, min krops smerte, alt. Vi slår ind. Løbet er færdigt. Der er intet der kan laves om mere. Jeg kigger op og prøver febrilsk at se et tre-tal ud fra mit navn. Det gør jeg ikke. 4. Det var hvad der stod. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg var 0,3 sekunder fra at få en 3. Plads. Jeg kunne simpelthen ikke bære det, og mit hoved blev fyldt med et spørgsmål. Er det overhoved det værd at bruge over 24 om ugen på noget som ikke giver pote i sidste ende?

Livet i sig selv er uretfærdigt og fair på samme tid. Det er fair, fordi at det er uretfærdigt for alle. På en eller anden måde vil alle mennesker opleve massiv modgang i deres liv, og føle at det er bedre at give op. Det er derfor at dem vi alle ser op til, er dem der har overvundet flest af disse momenter. Man ved aldrig hvad er der befinder sig på den anden side af stormen, men de fleste vælger at flytte et andet sted hen med mindre vind. Men det er sorgen der er skyld i det. Sorgen over at det man elskede mest, nu er blevet et mareridt. Derfor har mange svært ved at blive ved med at fortsætte af samme sti, for tingene er ikke det samme mere. Men den eneste grund til at vi falder, er for at lære hvordan vi kan rejse os op. Dem der lærer det, er dem der kommer det længste stykke hen af vejen. Det er dem der har fejlet flest gange, for det er det vi lærer noget af. Den eneste forskel på en amatør og en ekspert, er at eksperten har fejlet flere gange end amatøren har prøvet.

Det huskede jeg ikke. Jeg prøvede at fortsætte i stormvejret, men til sidst kunne jeg ikke fortsætte af samme vej, da det var blevet en helt anden sti jeg gik. Et år efter min 4. Plads prøvede jeg at fortsætte, da jeg havde puttet for meget tid ind i den her sport til bare at give slip. Men jeg kunne ikke kende den sport jeg havde brugt 5 år non-stop af mit liv på, og til sidst sagde jeg stop. Hvem ved hvad det kunne være blevet til? Ingen. Måske havde jeg været afsindig god nu, måske havde jeg været elendig. Det eneste jeg ved nu, er at det kunne have været sjovt at finde ud af.