Rejsen til LA

Når min mor, far, lillebror og jeg rejser til udlandet og holder ferie, hvilket vi gør ret tit, så rejser vi altid med en anden familie. Det har vi gjort lige siden 4 klasse så det er vi blevet vandt til, og siden da har vi være på utallige ferier i alle kanter af verden. I mine øjne har den bedste ferie været da vi tog til Los Angeles efterfulgt af en smuttur til Mexico. Vi startede med at flyve til LA hvor vi lejede 2 cabriolet biler og kørte rundt i byen og så alle de ting som man normalt ser på film og i fjernsynet. I løbet af de små 2 uger vi var i Los Angeles nåede vi at se rigtig meget. Gik brugte b.la mange timer på at gå op og ned af Hollywood Boulevard for se alle de kendtes stjerner som er nedlagt i fortovet. Vi brugte en hel dag på Hollywood Boulevard men havde mange andre planer som vi bare skulle nå inden vi tog videre til Mexico. Vi havde besluttet at vi skulle prøve at opleve Universel Studios, hvor det er muligt at se en masse af de specialeffekts der bliver brugt i de store Hollywoodfilm. Når vi ikke var ude og se nogle specielle steder kørte vi rundt i byen med kalechen nede og hænderne i vejret mens vi havde skruet helt op for musikken for rigtig at se hvordan det var at leve ”det søde liv i LA”. 
Grunden til at jeg synes det var den bedste ferie var at USA generelt er en af mine ynglings rejsedestinationer og jeg rejste derhen med de mennesker der har mest betydning for mig. 
Kan et sådant fællesskab virkelig gøre en ferie så meget bedre, end hvis man rejste med mennesker der ikke betød særlig meget? Jeg tror på at selve rejsen kun er det halve, af hele rejsen. Min pointe er at hvis du ikke rejser med nogle mennesker du holder af og kan snakke med, synes jeg ikke at rejsen er noget særligt. Jeg kan altid se tilbage, særligt på rejsen til LA og mindes hvilke fantastiske mennesker der var med til at gøre turen så god som den nu var.