Star Wars - by Møller

En vigtigt begivenhed - Blogindlæg

For godt 39 år siden tog en af vore tid mest anerkendt filminstruktør George Lukas os med ind i en galakse langt, langt borte. Han formåede at skabe et filmunivers, kun de færreste vil have en forskruet nok hjerne til at tro på.  I 1977 udkom den første af hidtil 7 film i Star Wars sagaen. Filmen udkom midt i en tid hvor rumkampløbet var på alles læber, hvem skulle være den første nation til at erobrer rummet og hermed erobre verden. Rejens ud i det uvisse har længe tiltalt mennesket, lige siden 1902 hvor den første science-fiction film ”Le voyage dans la lune” (Rejens til månen) løb over lærredet. Har det altid være et mål for menneskeheden at komme ud og udforske det store uvisse. George Lukas hjalp til med at tilfredsstille denne trang til rummet for os dødelige ikke astronauter, men i takt med at George Lukas forsat med at hælde flere fantastiske film eventyr ud af jedikappens ærme. Har han blot dierede min lyst til den store opdagede galakse endnu mere. Det ikke blot tanken om det uvisse der dirre mig ved Star Wars filmene, men også de personer George Lukas har opbygget alle filmene omkring.

Jeg er en nørd og det skammer jeg mig skam ikke over, jeg tager det nok nærmere som et slags adelsmærke. Min kærlighed for Star Wars startede nok som for mange andre i min barndom. Filmene var for fede og legetøjet var fantastisk, men de mange dag med hånden dybt begravet i et Star Wars lego-samlesæt. Kulminerede onsdag den 16. December 2015, ti års venten på den syvende Star Wars film i rækken.  Det var en glædens dag som jeg havde set frem til i alt for lang tid, men samtidig en dag jeg så på med frygt. Dagen kunne nemlig vende fuldkommen rundt på min opfattelse af mit ellers så elskede Star Wars univers.  For året for inden havde George Lukas solgt Star Wars agenturet til alle børns yndlings tegneseriekanal Disney, det kunne altså gå to veje. Natten for inden fik jeg ikke lukket et øje, jeg var simpelthen så bange for at Disney havde ødelagte det George Lukas havde brugt så lang tid på at opbygge. For tænk nu hvis, de havde skiftede mine kære stormtroppers ud med en hær af musse lignende dræbermaskinener alle udstyret med store hvide handsker, og røde knapbukser. Som den hardcore Star Wars fan jeg er, havde jeg selvfølgelig bestilt biletter til den tidligste forestillingen et halvt år for enden, men der sagde mine forældre altså stop, de mente skolen var vigtigere en fjollede film. Hvilket jeg var helt uforstående over, hvordan de kunne finde på at kalde Star Wars fjollede. Hvis man sagde de ord på et Comic Con, vil det opfattes som blasfemisk. Så i raseri bestilte jeg biletter til en senere forestilling. Det positive ved at vente til en af de senere forestillinger, var at jeg kunne hive nogle af de knap så interesseret Star Wars fans fra klassen med, men dog fans.  Det negative, nu skulle jeg være afskåret fra internettet en hel dag, for der var ingen på de social medier der skulle spolerer noget af filmen for mig. Vi tog alle af sted fra det ellers stille og øde Dragør, som kan sammenlignes med Luke Skywalkers fødeby Tatooine afsidigt, stille og ørken artigt, men lige den aften var der knap så stille. For i takt med at Quadex-power motoren i Tusindårsfalken (Tobias Fiat 500) tordnende ud under tunnelen.  Hårdt læsset op med fire stjernekriger og ”Imperial March” bragende ud af højtalerne i døren på højest muligt niveau, er det ret så svært ikke at lave lidt larm.  I hastige skridt nærmede vi os den plantet hvor slaget skulle stå.

  Vi fandt vore pladser, og der kunne jeg sidde og vente med svedige håndflader og ryst i stemmen, som en hvis anden Anakin Skywalker i Episode I. der skal køre sit første Pod-Race venter jeg med en spændt og nervøs rysten. Jeg kunne da heller ikke holde mig tilbage for at udbryde i et lille tilråb da titelsangen kom på ”jeg har kun ventet på denne dag i 10 år, skuf nu ikke Disney”. Mit ellers ret så kiksede brøl, blev dog mødt med latter af smil fra mine 425 andre Star Wars fans. Uden filmen var det hovedsagligt lyden af laserkanonen og lyssværd der brød salen atmosfære. Dog var flere gange under filmen hvor folk pludseligt udbrød i piften og glædes brøl, da de blev introduceret til en af de oprindelige personer eller remedier fra trilogien. Det vakte virkelig følelser i en. Det var som et glædeligt gensyn med en gammel ven, da man så Han Solo og Chewbacca  bryde lærredet endnu engang efter så mange års venten.  Det føltes nærmest bibelsk, hvilket er store ord for en ellers ikke så religiøs herre.  Som om at de opstod efter at være blevet korsfæstet og begravet.

Så er det bare spørgsmålet, om det er det tætteste jeg kommer på at opleve det ydre rum? En biograf tur sammen med en hel masse andre nørder, som oveni købet også er iført deres brune badekåbe lignende sjal med et plastik lyssværd i den ene hånd og en slikpose i den anden. Eller skal vi i fremtiden risikerer at modtage en invitation til en fødselsdag befindende på Saturn. Spørgsmålene er endeløse, men det egentlige spørgsmål er let. Har vi behøv for at gå ud og opdage og overtage nyt land/planeter. Har vi ikke lært fra historien at det sjældent føre noget godt med sig, at koloniserer sig rundt om i verden.